Kære alle,
Vores seneste klubmøde stod i de personlige fortællingers tegn, da hele fire nye medlemmer fortalte om deres liv og hvad der har formet dem som mennesker.
Vi begyndte dog med den formelle optagelse af Karsten som nyt medlem. Ulla holdt en varm velkomsttale om Rotarys virke, vores klubs særlige kendetegn og vores mange aktuelle aktiviteter. Endnu en gang varmt velkommen, Karsten!
Herefter fortalte Britt om at være uddannelsesmæssig mønsterbryder, om sin karriere og om udlængsel som et gennemgående tema i livet. I den forbindelse introducerede hun os for ideen om at have en såkaldt “f**ck you-konto”, så man ikke behøver at føle sig økonomisk bundet til et bestemt job eller en bestemt livssituation. Blandt Britts og familiens næste planer er at bo fast i Australien.
Lise fortalte derefter om sit arbejde i A.P. Møller - Mærsk, om at begynde på universitetet i en moden alder og om sit arbejde med digitalt understøttet undervisning. Hun fortalte om livsomvæltende begivenheder og beskrev sin nysgerrighed på nye fagområder som en rød tråd i sit liv. En nysgerrighed, som bl.a. har ført hende til en uddannelse som yogainstruktør på Bali.
Peter fortalte om sit familiemæssige ophav, sin lægeuddannelse og hvordan interessen for IT førte ham i nye karrieremæssige retninger. Han fortalte om familiens store betydning i hans liv (herunder om at komme for sent til sit eget bryllup!) og om lysten til at opleve og sanse verden. Blandt hans største rejsemæssige oplevelser var da han svømmede med sølvfisk.
Ingrid rundede oplæggene af med en stærk fortælling, som startede i efterkrigstidens Tyskland. Hun satte ord på nogle af forskellene på datidens og nutidens børneliv, fortalte om at få dansk statsborgerskab i slutningen af 1960’erne, om sit mangeårige arbejde som psykolog og om sit store engagement i klimaforandringer og bæredygtighed.
Ingrid rundede oplæggene af med en stærk fortælling, som startede i efterkrigstidens Tyskland. Hun satte ord på nogle af forskellene på datidens og nutidens børneliv, fortalte om at få dansk statsborgerskab i slutningen af 1960’erne, om sit mangeårige arbejde som psykolog og om sit store engagement i klimaforandringer og bæredygtighed.
Afslutningsvis fik vi en glad videohilsen fra Mynte, som lige nu er vores outbound i Mexico og som snart vender hjem.
Tak til alle for en aften med masser af perspektiver på livet, tidens gang og meningen med det hele.
Bedste Rotary-hilsner
Niels
#ServiceAboveSelf






