Kære alle,
Tak til alle der deltog i vores klubaften med fokus på vores udvekslingsstuderende. Endnu en gang blev vores lokale fyldt til bristepunktet.
Aftenens vært var vores klubcounselor Alice, som med sikker hånd introducerede aftenens tema og unge hovedpersoner. Alice bandt aftenens tema sammen på fornemste vis og fik undervejs fremhævet, at udveksling i Rotary ikke 'bare' handler om at rejse, men også om stærke relationer og personlig udvikling for livet.
Efter Alices velkomst holdt distriktscounselor Michael en varm takketale til colombianske Isa, som nu nærmer sig afslutningen på sit ophold hos os. Michael beskrev glæden ved at have Isa boende, hendes høje aktivitetsniveau gennem hele opholdet (sikke en bucketliste!) og ikke mindst hendes altid positive og nysgerrige tilgang til mennesker og verden.
Da Isa selv tog ordet, blæste hun os bagover. Og det er skrevet uden overdrivelse! På flot dansk fortalte hun om sin rejse fra ankomsten og frem til i dag: om kulturmøder, venskaber og en sand perlerække af oplevelser i Danmark, Sverige og Tyskland sammen med sine værtsfamilier, medstuderende og nye venner. Undervejs viste hun en billedcollage, som gjorde fortællingen sjov og nærværende. Hun sluttede med en rørende tak til Rotary og alle, der har været med til at gøre hendes udveksling mulig.
Herefter fortalte vores outbound Caroline om sine forventninger til sit kommende ophold i Canada. Også Caroline har en ambitiøs bucketliste, og hun viste billeder fra det naturskønne område, hvor hun skal bo – billeder sendt til hende af hendes første værtsfamilie. Man var ikke i tvivl om, at både Caroline og værtsfamilien glæder sig!
Vi fik også en hilsen fra vores kommende inbound fra Mexico, Melissa, som havde sendt en videohilsen. Hun fortalte om sin hverdag og sine interesser – herunder en mildt sagt imponerende passion for svømning på højt niveau. Melissa lander hos sin danske værtsfamilie i midten af august, og vi glæder os allerede til at tage imod hende.
Under '3 minutter' perspektiverede Laurits aftenens tema yderligere. Han fortalte om to betydningsfulde rejser i sin egen ungdom: dels en 20-dages tur til USA med besøg hos en række centrale finansielle institutioner, dels et længere arbejdsophold hos Chase Bank i London, som gav ham et unikt indblik i international handel. Laurits' råd til vores udvekslingsstuderende: 'Tag det hele ind og nyd det!'
Vi rundede selvfølgelig af med en fotosession for Isa, Caroline og værtsfamilierne.
Tak for en livsbekræftende aften med masser af internationalt udsyn og fokus på unge menneskers udvikling.
Bedste Rotary-hilsner,
Niels
Bedste Rotary-hilsner,
Niels
#ServiceAboveSelf



























