Kære alle,
Vores seneste klubmøde blev et vellykket udemøde i Kommunernes Landsforenings imponerende domicil på Amager.
Aftenens oplægsholder var vores eget medlem Karsten Bjerre, chefkonsulent og ph.d., som først gav os en kort introduktion til Kommunernes Landsforening og til Komponent, kommunernes udviklingscenter, hvor han selv arbejder.
Herefter dykkede Karsten ned i temaet sociale investeringer i danske kommuner. Vi blev blandt andet klogere på, hvad sociale investeringer er set fra et kommunalt perspektiv, og hvordan tilgangen til effektmåling kan variere mellem de større kommuner.
Der var stor spørge- og diskussionslyst blandt de fremmødte, og det gav samtalen ekstra tyngde at flere af vores medlemmer selv havde erfaringer fra kommunal ledelse, forskning, jura, konsulentarbejde og civilsamfund.
Alt i alt en aften med faglig dybde, stort engagement og mange perspektiver på, hvordan vi som samfund kan tænke langsigtet om forebyggelse, velfærd og investeringer i mennesker.
Tak til Karsten for et spændende oplæg, for fremragende facilitering og til alle fremmødte for en levende debat.
Bedste Rotary-hilsner
Niels
#ServiceAboveSelf


